Kan der være mere end en Skaber?

Udgivet af admin

Det er intellektuelt nødvendigt, at Skaberen af dette univers er en. På samme måde som vi ikke kan forestille os et land med to statsministre, afviser menneskets intellekt, at universets Skaber skulle have nogen form for partner eller nærtstående. Mens en statsminister kan uddelegere opgaver til andre ministre og have partnere i sine handlinger, er Skaberen af universet absolut uafhængig og hævet over enhver form for partner i Sin selve, Sine egenskaber og Sine handlinger.  

Bediüzzaman Said Nursi understreger dette princip med følgende ord: “Et herredømme nødvendiggør en afvisning af ethvert eksternt indgreb. Denne regel har vist sin betydning i historiske perioder med to herskere i samme by eller to konger i samme land. Dette blev således fastslået, at ethvert herredømme nødvendiggør uafhængighed og en afvisning af partnere.” (Ordene, Risale-i Nur)

Skaberens enhed er derfor afgørende, da to eller flere skabere i universet ville føre til kaos. Dette ville indebære indbyrdes afhængighed, og i tilfælde af uenighed ville de to skabere blive erklæret afmægtige og ufuldkomne, hvilket Skaberen af universet absolut er hævet over. Dette kan sammenlignes med et køretøj med to chauffører, hvilket vi allerede forstår vil føre til kaos efter blot 5 minutter i trafikken. Koranen understeger ligeledes denne sandhed med følgende vers: “Hvis der i himlene og jorden havde været andre guder end Gud, så ville begge (himlene og jorden) være gået under” (Surah al-Anbiya, 21:22)

Hvad angår ovenstående koranvers, beskriver Bediüzzaman Said Nursi følgende i Risale-i Nur samlingen: 

“Hvis Han havde haft en partner, ville det nødvendigvis kræve, at en begrænset styrke skulle besejre en uendelig og fuldkommen styrke. Det ville også indebære, at den begrænsede styrke skulle sætte en stopper for den uendelige styrke og sætte grænser for den grænseløse magt. Med andre ord ville den endelige magt skulle sætte en ende for noget, der er uendeligt, hvilket er det mest umulige og hvilket intellektuelt ikke er muligt.

Det er tidligere blevet bevist, at Gud ikke har brug for partnere, og at deres eksistens er intellektuelt umulige. Da dette er virkeligheden, er det meningsløst og påtvunget at hævde deres eksistens. Med andre ord betragtes sådanne påstande som meningsløse ord, fordi der intellektuelt og logisk ikke er nogen gyldige årsager, der nødvendiggør deres påstand. Dette kaldes ”tahakkumi” i islamisk jura, hvilket refererer til en påstand uden mening og grundlag. Følgende er en ​​regel inden for både islamisk teologi og islamisk jura: 

”En mulighed, der ikke opstår fra et bevis eller et tegn, har ikke en betydning. Den vil ikke give anledning til tvivl om en absolut viden. Den vil heller ikke kunne ændre en stadfæstet dom.”

Eksempelvis er det forstandsmæssigt muligt, at Barla-søen kunne omdannes til olie eller melasse. Men da denne mulighed ikke stammer fra et tegn eller bevis, påvirker den ikke vores absolutte viden om søens eksistens og dens sammensætning af vand. Denne mulighed giver heller ikke anledning til tvivl eller vildfarelse.

Nu har vi undersøgt enhver eksistens og alle hjørner af universet, herunder alt fra atomer til stjerner, og alt fra skabelsen af ​​himlen og jorden til de individuelle forskelle i menneskers ansigter. De bekræftede alle Guds eksistens og enhed med deres tilstande og fungerede som vidner. Du fulgte også denne proces. Derfor er der ingen tegn, der støtter muligheden for mere end én Gud, der kan have andel i eksistensen i universet. Det vil sige, eftersom påstanden om mere end én Gud er uden beviser, uden mening og uden grundlag, er det decideret uvidenhed og irrationalitet at fremføre en sådan påstand.” (Ordene, Risale-i Nur)

Dette udmønter således et bevis for Skaberens absolutte enhed.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *